Salgsbetingelser for FairSSL A/S

Gældende fra: 3. november 2026 CVR-nr. 33075782

Disse salgsbetingelser gælder for alle køb af sslbrain-licenser, sslbrain Cloud (EU)-tjenester og tilhørende produkter fra FairSSL A/S, Åbrovej 29, 8586 Ørum Djurs, Danmark. Ved at oprette en konto eller afgive en bestilling accepterer du disse betingelser.

1. Generelt

Disse betingelser er primært udarbejdet til erhvervsdrivende (B2B). Handler du som forbruger (B2C), gælder de ufravigelige rettigheder i din nationale lovgivning forud for disse betingelser.

Løsningen sslbrain er et produkt fra FairSSL A/S, en dansk virksomhed, der udvikler og sælger software til styring af SSL/TLS-certifikaters livscyklus. FairSSL er uafhængig af alle certifikatudstedere (CA'er).

Alle medarbejdere hos FairSSL er underlagt tavshedspligt. Oplysninger om kundens systemer, konfiguration og infrastruktur behandles fortroligt.

Aftalegrundlaget udgøres af ordrebekræftelsen, disse salgsbetingelser, softwarens licensfil og eventuelle skriftlige tillægsaftaler. Ved modstrid har tillægsaftaler forrang, derefter ordrebekræftelsen, derefter disse betingelser, og til sidst licensfilen.

Kun skriftlige aftaler indgået af en autoriseret repræsentant for FairSSL er bindende. Mundtlige løfter, uformelle e-mails eller oplysninger givet af medarbejdere uden bemyndigelse skaber ikke forpligtelser for FairSSL ud over det, der fremgår af aftalegrundlaget.


2. Produktbeskrivelse

Løsningen sslbrain er en On-Premise SSL/TLS-certifikatlivscyklus management-appliance, distribueret som virtuel appliance (OVA/KVM) eller Docker container-image. Softwaren installeres og køres på kundens egen infrastruktur. Alle certifikatdata, private nøgler, legitimationsoplysninger og vault-indhold forbliver på kundens servere.

Løsningen sslbrain fås i flere tiers med forskellige grænser for servere, certifikater, brugere og integrationer. De gældende tiers, grænser og priser fremgår af prissiden på sslbrain.com. FairSSL kan til enhver tid ændre tier-inddelingen med varsel i henhold til sektion 19.

Løsningen sslbrain kræver forbindelse til sslbrain Cloud til licensvalidering, certifikatudstedelse og andre understøttende tjenester (se sektion 11).

Begrænsninger i anvendelse

Løsningen sslbrain er et administrationsværktøj til certifikatlivscyklus. Softwaren er ikke beregnet til, og må ikke anvendes i, systemer hvor funktionsfejl kan medføre personskade, tab af menneskeliv eller skade på kritisk infrastruktur (herunder medicinsk udstyr, nukleære anlæg, våbensystemer eller lignende). FairSSL fralægger sig ethvert ansvar for brug i sådanne sammenhænge.

Kunden er ansvarlig for overholdelse af gældende eksportkontrollovgivning, herunder EU-forordning 2021/821 om dual-use-produkter. Softwaren må ikke eksporteres, videreeksporteres eller anvendes i lande, regioner eller af enheder, der er underlagt sanktioner fra EU, FN eller Danmark.


3. Licens og kildekode

Løsningen sslbrain er licenseret, ikke solgt. Softwaren er source-available under en proprietær licens. Kildekoden kan inspiceres for at verificere sikkerhed og datahåndtering, men softwaren er ikke open source. Inspektionsretten ændrer ikke licensvilkårene og giver ikke ret til at kopiere, modificere eller distribuere koden.

Skulle udviklingen af sslbrain nogensinde stoppe, gør vi softwaren fri som open source først.

Hver licens giver ret til at køre én instans af sslbrain. Licensen er knyttet til én sslbrain Cloud-konto og valideres løbende mod sslbrain Cloud.

Ikke tilladt

  • Redistribution, sublicensering, videresalg eller offentliggørelse af softwaren uden skriftlig aftale.
  • Brug af kildekoden til at oprette et konkurrerende produkt eller en konkurrerende tjeneste, herunder ved "clean room"-reimplementering baseret på softwarens funktionalitet.
  • Omgåelse af licensvalidering, tier-begrænsninger eller andre tekniske begrænsninger.
  • Udvikling, distribution eller salg af plugins, tillæg, moduler eller andre komponenter, der omgår tier-separation eller giver adgang til funktionalitet ud over det, kundens licens omfatter.
  • Fjernelse eller ændring af ophavsretsnotitser, licensmærkater eller modulintegritetsverifikation.

Omgåelsesklausul

Hvis en konstruktion, opsætning eller handling primært har til formål at undgå licensbetaling eller omgå begrænsninger i disse betingelser, kan FairSSL se bort fra konstruktionen og behandle brugen efter dens reelle omfang. Det afgørende er den faktiske brug, ikke den tekniske indpakning. Denne bestemmelse gælder, uanset om den konkrete handling er nævnt andetsteds i betingelserne.

Ændring af softwaren

Ændring af softwarens kode, konfiguration eller moduler med det formål at omgå licensbegrænsninger, rapportere ukorrekte brugsdata eller på anden måde manipulere licensvalideringen er en væsentlig overtrædelse af disse betingelser. FairSSL overvåger løbende for uoverensstemmelser mellem forventet og faktisk adfærd og forbeholder sig retten til øjeblikkeligt at suspendere adgangen til sslbrain Cloud ved konstateret manipulation.


4. Fair brug og suspension

Fair brug

Løsningen sslbrain er bygget til, at dine certifikater fornyes automatisk. Almindelig drift er altid med: planer, der udsteder og fornyer, ARI-fornyelser, gendannelse fra backup, nye planer og servere med ACME-klienter.

For at holde tjenesten stabil har udstedelse grænser, som vi fastsætter og kan ændre når som helst, også for den enkelte konto.

Belaster en konto vores systemer eller CA'erne unormalt, går vi normalt frem i trin, med en advarsel før hvert trin: først lavere grænser, derefter midlertidig blokering af udstedelse og til sidst lukning af kontoen.

Ved alvorligt misbrug eller en akut risiko for tjenesten kan vi springe trinene over og straks blokere eller lukke kontoen og afvise nye konti fra samme kunde. Vi giver besked, når det sker. Lukkes en konto af den grund, refunderes betaling ikke.

Licenseret omfang og misbrug

Løsningen sslbrain er beregnet til normal driftsmæssig brug af certifikatlivscyklusstyring inden for det licenserede omfang. En server er en maskine eller enhed, der er forbundet til og administreres af sslbrain. Hvert tier har grænser for servere og certifikater som fremgår af prissiden og af din licens. Et certifikat kan være installeret på flere enheder uden at forbruge yderligere kapacitet.

Free er til evaluering, test eller privat brug.

Følgende betragtes som misbrug:

  • Oprettelse af flere konti for at omgå licensgrænser (én konto pr. organisation).
  • Brug af en enkelt server-konfiguration på tværs af flere fysiske servere for at omgå server-grænsen.
  • Automatiseret eller systematisk oprettelse af konti.
  • Brug af det gratis tier i en organisation, hvor omfanget af brugen reelt kræver en betalt licens.
  • Videresalg, white-labeling eller brug som managed service for tredjeparter uden skriftlig aftale med FairSSL.
  • Brug, der belaster sslbrain Clouds infrastruktur uforholdsmæssigt i forhold til normal brug.

Listen er ikke udtømmende. FairSSL forbeholder sig retten til at vurdere, om konkret brug udgør misbrug.

Konsekvenser

Belastning af vores systemer eller CA'erne følger trinene under Fair brug ovenfor, på alle tiers. Det følgende gælder andre overtrædelser.

Gratis tier

FairSSL kan suspendere adgangen til sslbrain Cloud, hvis FairSSL med rimelighed vurderer, at brugen udgør misbrug. FairSSL bestræber sig på at give besked, men er ikke forpligtet til forudgående varsel for gratis konti.

Betalte tiers

Ved overtrædelse af disse betingelser giver FairSSL skriftlig besked med en beskrivelse af overtrædelsen. Kunden har 30 dage til at rette forholdet (afhjælpningsperiode). Hvis overtrædelsen ikke er rettet inden fristens udløb, kan FairSSL suspendere adgangen til sslbrain Cloud. Suspension er første skridt, ikke kontolukning. Kundens lokale data, certifikater og nøgler påvirkes ikke af suspension.

Øjeblikkelig suspension (alle tiers)

FairSSL kan suspendere adgangen øjeblikkeligt ved:

  • Manipulation af softwarens kode eller licenssystem.
  • Brug der udgør en akut sikkerhedsrisiko for sslbrain Cloud eller andre brugere.
  • Krav fra en certifikatudsteder, myndighed eller domstol.
  • Brug i strid med sanktionslovgivning.

Ved øjeblikkelig suspension af en betalende kunde giver FairSSL besked hurtigst muligt og i det omfang lovgivningen tillader det.

Genoprettelse

Ved almindelige overtrædelser modtager betalende kunder varsel og mulighed for at rette forholdet, inden der foretages begrænsninger. Hvis en suspension skyldes en fejl eller misforståelse, ophæves den, når forholdet er afhjulpet.

Handlinger, der ligger uden for rammerne af normal erhvervsmæssig brug, f.eks. teknisk manipulation af softwarens kontrolfunktioner, er ikke dækket af denne genoprettelsesret. Da sådanne handlinger ikke er en del af en normal driftssituation, kan de medføre permanent tab af adgangen til tjenesten.

Licensverifikation

Cloud verificerer løbende, at kundens brug er inden for de licenserede grænser. Hvis brugen overstiger licensgrænsen, vises en advarsel i sslbrain-appliancen, og kunden kontaktes for at aftale en opgradering.


5. Bestilling og aftalegrundlag

En aftale indgås, når kunden opretter en konto og gennemfører betaling (for betalte tiers). Det gratis tier aktiveres ved kontooprettelse.

Bestilling kan ske via sslbrain Cloud-portalen, sslbrain-appliancens brugerflade eller pr. e-mail til info@fairssl.dk for individuelle aftaler.

FairSSL forbeholder sig retten til at afvise bestillinger ved mistanke om misbrug, brug i strid med sanktionslovgivning eller tidligere ubetalte fordringer.


6. Priser, betaling og kort

Alle priser er offentligt tilgængelige på prissiden og angivet ekskl. moms med valutakode, fx EUR, DKK eller SEK. Moms tillægges i henhold til gældende lovgivning. Kunder med gyldigt momsnummer i et andet EU-land end Danmark er fritaget for dansk moms.

FairSSL kan ændre priser med mindst 30 dages varsel. Prisændringer påvirker ikke igangværende abonnementsperioder.

Betalingsmetoder

  • Betalingskort: Kortbetalinger håndteres af Scanpay med Nets og Clearhaus som indløsere. Der kan betales med de kort, der vises ved bestilling og betaling. FairSSL har ikke adgang til og modtager ikke kortdata. Kortoplysninger opbevares hos betalingsudbyderen i overensstemmelse med PCI DSS.
  • Bankoverførsel (faktura): Årlige licenser og SSL-units kan betales med bankoverførsel mod faktura. Betalingsfrist: 30 dage netto. Ved fornyelse er forfaldsdatoen licensens udløbsdato. Månedlige licenser betales med kort.

Gemte kort og samtykke

Ved køb af et abonnement med kort kan kunden gemme kortet til automatisk fornyelse. Det kræver kundens aktive samtykke ved betalingen, og samtykketeksten nævner periode og beløb. I sslbrain Cloud under Fakturering → Betalinger kan kunden til enhver tid se sine kortbetalinger (reservationer, træk og refunderinger) og gemte kort, skifte kort og fjerne et gemt kort. Et fjernet kort bliver ikke trukket igen. Betalingsudbyderen kan opdatere kortoplysningerne automatisk, når banken udskifter kortet (Account Updater).

Forsinket betaling

Ved forsinket betaling af en faktura for et første køb kan FairSSL opkræve renter og gebyrer i henhold til gældende lovgivning. For fornyelser, der ikke betales, gælder sektion 7; der sendes ingen rykkere.

Chargebacks

En uberettiget chargeback (tilbageførsel af kortbetaling) betragtes som en væsentlig overtrædelse af disse betingelser. FairSSL kan suspendere adgangen til sslbrain Cloud ved en chargeback og genåbne adgangen, når forholdet er afklaret. Tjenester og licenser, der allerede er leveret, kan ikke refunderes via chargeback.


7. Abonnement og fornyelse

Betalte licenser er abonnementer, der købes for et år eller en måned ad gangen. Hele perioden betales forud. Abonnementet fornyes automatisk for samme periode, indtil kunden annullerer. Priserne fremgår af prissiden.

Sådan fornyes et årligt abonnement

  • 28 dage før udløb sender vi en e-mail med fornyelsesdato, beløb og betalingsmåde og med et link til at skifte kort eller annullere fornyelsen.
  • Med gemt kort reserveres beløbet på kortet samme dag. Udløber kortet før licensen, reserverer vi ikke; vi beder kunden skifte kort og minder om det 7 dage før udløb.
  • Med bankoverførsel sendes fakturaen samme dag med licensens udløbsdato som forfaldsdato.
  • På udløbsdatoen begynder den nye licensperiode, og fornyelsen er leveret. Det reserverede beløb trækkes, og vi sender en e-mail om, at betalingen er modtaget, og licensen er forlænget. Kvitteringen kan ses i sslbrain Cloud.

Månedligt abonnement

Samme forløb, men e-mailen sendes og beløbet reserveres 7 dage før udløb. Månedlige abonnementer betales med kort.

Annullering

Kunden kan annullere fornyelsen i sslbrain Cloud eller via linket i e-mailen, indtil fornyelsen er betalt, og senest på udløbsdatoen. En reservation frigives da, og kortet trækkes ikke; en fornyelsesfaktura krediteres. Licensen gælder perioden ud og ophører derefter. Er fornyelsen betalt, gælder en annullering fra den næste fornyelse.

Manglende betaling

Kan betalingen ikke gennemføres senest på udløbsdatoen, forlænges licensen uden beregning med 15 dage (månedlige abonnementer: 3 dage). Vi sender en e-mail med link til at betale med et andet kort, betale med bankoverførsel eller annullere fornyelsen. Er der ikke betalt, når forlængelsen udløber, ophører licensen, som hvis kunden havde annulleret, og en eventuel fornyelsesfaktura krediteres. Der sendes ingen rykkere. Betaler kunden senere, genåbnes licensen for perioden. En fornyelse, der betales efter udløbsdatoen, kan ikke fortrydes, når den er betalt, fordi betalingsfristen er overskredet, og den ikke er et nyt køb.

Når en licens ophører

Kontoen fortsætter på det gratis tier. Servere og certifikater over det gratis tiers grænse bliver skrivebeskyttede (overvågning fortsætter, ingen nye deployments).


8. Levering og refundering

Alle produkter leveres elektronisk. Levering anses for sket, når sslbrain Cloud-kontoen er oprettet, licensnøglen er tilgængelig, og appliancen kan downloades. En købt licens er aktiv straks ved købet, og købte SSL-units er til rådighed, straks når betalingen er gennemført. Installation og konfiguration er kundens ansvar, medmindre der er købt tillægstjenester.

Returret ved første køb (pengene-tilbage-garanti)

FairSSL tilbyder frivilligt en returret ved første køb af en licens, årlig eller månedlig: 30 dage fra første bestilling, for en årlig Enterprise-licens 90 dage. Returretten gælder ikke fornyelser; dem kan kunden annullere uden omkostning frem til betalingen, se sektion 7.

  • Årlig licens betalt med kort: Beløbet reserveres på kortet ved købet og trækkes 29 dage efter købet. Returnerer kunden licensen, før beløbet er trukket, frigives reservationen, fakturaen krediteres, og licensen lukkes; kortet trækkes ikke. Returnerer kunden licensen, efter beløbet er trukket og inden for returretten, refunderes beløbet til kortet.
  • Årlig licens betalt med bankoverførsel: Betalingsfristen er 30 dage netto. Ved retur krediteres fakturaen; er den betalt, refunderes beløbet med bankoverførsel.
  • Månedlig licens: Første måned reserveres på kortet ved købet og trækkes på dag 29. Der er 30 dages returret fra første bestilling. Derefter trækkes beløbet ved hver fornyelse, og licensen kan annulleres når som helst og gælder den betalte måned ud. Returneres licensen inden for fristen, frigives også en reserveret fornyelse, og trukne beløb refunderes.

For forbrugere (B2C) gælder desuden den lovpligtige 14 dages fortrydelsesret ved fjernsalg.

Undtaget fra refundering er allerede udførte tjenester (onboarding, konsulentbistand) og forbrugte SSL-unit-licenser (certifikater der allerede er udstedt).

Kontakt info@fairssl.dk med dit kontonummer inden for returretten. Refundering sker til den oprindelige betalingsmetode inden for 14 dage.

Refusion af betalinger foretaget via bankoverførsel sker via bankoverførsel. For erhvervskunder hjemmehørende uden for EU/EØS fratrækker FairSSL de bankgebyrer, der blev opkrævet ved modtagelsen af betalingen, samt gebyret for at sende refusionen. Kortbetalinger refunderes til det anvendte kort. Forbrugere i EU/EØS bevarer deres lovbestemte rettigheder, herunder fuld refusion ved fortrydelse.


9. Support og reklamation

FairSSL tilbyder support på dansk, svensk og engelsk. Supportniveauer og svartider varierer efter tier og fremgår af prissiden. Det gratis tier inkluderer ikke direkte support.

Support dækker brug af sslbrain og sslbrain Cloud. Support dækker ikke kundens infrastruktur, netværkskonfiguration, DNS-opsætning eller tredjepartssoftware, medmindre der er købt konsulentbistand.

Hvis softwaren ikke fungerer som beskrevet, kontakt info@fairssl.dk. FairSSL undersøger og besvarer reklamationer inden for 5 hverdage. For erhvervskunder skal reklamation ske inden for 1 år efter levering. For forbrugere gælder de lovpligtige reklamationsfrister.


10. Kundens ansvar

Løsningen sslbrain er On-Premise software. Kunden er ansvarlig for:

  • Installation, drift og sikkerhedsvedligeholdelse af det virtualiserings- eller Docker-miljø, appliancen kører i.
  • Firewall-regler, DNS-konfiguration og netværksadgang til sslbrain Cloud.
  • Beskyttelse af adgang til sslbrain-appliancen.
  • Verifikation af at certifikater er korrekt installeret og fornyet på målserverne.
  • Levering af korrekte oplysninger til certifikatudstedere (domænenavne, organisationsdata, kontaktpersoner).
  • Korrekt CAA-opsætning i DNS, så den ikke blokerer de CA'er sslbrain anvender.
  • Ajourføring af kontaktoplysninger i sslbrain Cloud (e-mail, faktureringsoplysninger). Meddelelser sendt til den registrerede e-mailadresse anses for leveret.

Backup

Kunden er ansvarlig for backup af sslbrain-appliancen og for at opbevare backupfiler og de 12 backup-ord uden for appliancen. Appliancen tager backup lokalt, når kunden beder om det, og før en gendannelse; certifikaternes private nøgler og adgange i den er krypteret i vaulten, og en hentet backupfil krypteres med kundens adgangskode. FairSSL opbevarer ingen backup af kundens appliance.

Pligt til at opdatere

Kunden beslutter selv, hvornår softwareopdateringer installeres. FairSSL anbefaler altid at installere sikkerhedspatches hurtigst muligt. Hvis kunden undlader at installere en sikkerhedsopdatering efter rimelig varsling, og der opstår en hændelse som opdateringen ville have forhindret, bærer kunden ansvaret for konsekvenserne.

Private nøgler

Alle private nøgler genereres og opbevares på kundens infrastruktur. FairSSL har aldrig adgang til kundens private nøgler.


11. Telemetri og sslbrain Cloud

Cloud leverer licensvalidering, certifikatudstedelse (certifikatordrer og en ACME-server til jeres egne ACME-klienter), AutoDNS (CNAME)-validering, vault-understøttelse (krypteret cloud-baseret nøgle, vault-data forbliver lokalt), softwareopdateringer og kontoportal.

Alle tiers kræver internetadgang til sslbrain Cloud.

Oppetid og kompensation

Free og Basic har ingen oppetidsgaranti. FairSSL bestræber sig på høj oppetid.

For Professional og Enterprise garanterer FairSSL, at sslbrain Cloud er tilgængelig 99,9 % af hver kalendermåned. Er oppetiden i en måned under 99,9 %, får kunden en kredit på 10 % af månedens pris. Er den under 99 %, er kreditten 25 %. Kreditten er højst én måneds pris, modregnes på næste faktura og udbetales aldrig kontant. Ved årlig betaling er månedens pris en tolvtedel af årsprisen.

Oppetiden måles af FairSSL's eksterne overvågning, i dag HetrixTools. Kunden kan fremlægge egne målinger.

Nedetid tæller ikke med, når den skyldes varslet vedligehold, force majeure (sektion 15), kundens eget netværk eller firewall eller nedbrud hos CA'er og DNS-udbydere.

Kort nedetid i sslbrain Cloud skader sjældent: appliancen kører videre uden Cloud, og certifikater fornyes dage før de udløber.

Data der sendes til sslbrain Cloud

Appliancen fra sslbrain sender følgende til sslbrain Cloud:

  • Licensnøgle, tier-identifikation og softwareversion.
  • Anonymiseret driftstelemetri (antal servere, certifikater, integrationer og lignende statistik uden kundeidentificerende oplysninger).
  • Certifikatanmodninger med tilhørende domænenavne. Cloud videresender disse til den relevante CA, som udsteder certifikatet. Domænenavne i offentligt udstedte certifikater registreres i Certificate Transparency (CT) logs og er dermed offentligt tilgængelige. Det færdige certifikat returneres til kundens sslbrain-appliance.
  • API-tokens til Cloud-tjenester. Cloud leverer en krypteringsnøgle (KEK) til appliancen, som bruges til at beskytte lokalt krypteret data.
  • E-mails der afsendes via sslbrain Cloud på kundens vegne (advarsler, notifikationer, statusopdateringer). Disse kan indeholde navne, e-mailadresser, servernavne, IP-adresser, certifikatdata og oplysninger om fejl eller nedbrud.

Login

Login til sslbrain Cloud kan ske via e-mail eller via en ekstern udbyder (Google, GitHub eller Microsoft). Ved brug af en ekstern udbyder sendes loginoplysninger til den valgte udbyder i overensstemmelse med dennes vilkår.

Data der forbliver lokalt

Private nøgler, certifikatfiler, vault-indhold (dekrypteret), logindata til den lokale appliance, audit logs og driftsdata behandles og opbevares udelukkende på kundens infrastruktur og sendes ikke til sslbrain Cloud.


12. CA'er og certifikater

Løsningen sslbrain anvender tredjeparts-certifikatudstedere (CA'er) til udstedelse af SSL/TLS-certifikater via ACME-protokollen. FairSSL bestræber sig på at opretholde redundans mellem flere gratis og betalte CA'er, udvalgt efter FairSSLs vurdering af sikkerhed, tillid, teknisk egnethed, stabilitet og overholdelse af branchestandarder.

Brancheændringer

SSL/TLS-branchen er under løbende udvikling og reguleres af CA/Browser Forum og browsernes rootprogrammer. Ændringer i branchekrav kan påvirke certifikaters levetid, valideringsmetoder, nøglekrav, understøttede algoritmer og andre tekniske aspekter. Sådanne ændringer er uden for FairSSLs kontrol. FairSSL informerer berørte kunder hurtigst muligt og tilpasser softwaren efter behov.

CA'er kan til enhver tid ophøre med at tilbyde certifikater, ændre deres vilkår, begrænse udstedelsesvolumen, blive distrustet af browsere eller på anden måde blive utilgængelige. FairSSL kan tilsvarende vælge at tilføje eller fjerne CA'er, hvis de efter FairSSLs vurdering ikke længere opfylder vores krav. Når en CA bliver utilgængelig, bestræber FairSSL sig på at tilbyde alternativer, så kunden kan fortsætte certifikatudstedelse.

CA-fuldmagt og abonnentforpligtelser

Ved brug af sslbrain til certifikatudstedelse accepterer kunden de relevante CA'ers abonnentvilkår. Kunden giver FairSSL fuldmagt til at acceptere disse vilkår på kundens vegne og til at administrere certifikatordrer (udstedelse, fornyelse, genudstedelse og revokering) via sslbrain Cloud. Kunden giver FairSSL tilladelse til at videregive nødvendige oplysninger til CA'en.

Kunden forpligter sig til at beskytte private nøgler, revokere certifikater inden for 24 timer ved mistanke om nøglekompromittering, levere korrekte oplysninger til validering, kun anvende certifikater på de domæner, der fremgår af certifikatet, og ophøre med at bruge et certifikat efter revokering.

Certificate Transparency

Som beskrevet i sektion 11 registreres domænenavne i offentligt udstedte certifikater automatisk i CT-logs. Dette er et branchekrav, som hverken FairSSL eller kunden kan fravælge.

Revokering

FairSSL kan revokere eller anmode om revokering af certifikater, når det kræves af en CA, af CA/Browser Forum-regler eller af gældende lovgivning. FairSSL er ikke ansvarlig for driftsforstyrrelser forårsaget af lovpligtig eller branchekrævet revokering.


13. Opdateringer og versioner

Softwareopdateringer er inkluderet i alle abonnementer og distribueres via sslbrain Cloud.

FairSSL understøtter den seneste version og den umiddelbart forudgående hovedversion. Ældre versioner modtager ikke sikkerhedspatches eller support. FairSSL varsler mindst 90 dage, inden en version markeres som end-of-life.

Ændringer, der kræver kundeindsats, varsles via e-mail og i appliancens dashboard med minimum 30 dages varsel for planlagte ændringer.

Løsningen sslbrain verificerer integriteten af sine moduler ved opstart. Ændring af signerede moduler kan medføre, at appliancen nægter at indlæse dem.

Sårbarheder

Ingen software er fri for fejl. FairSSL tager sårbarhedsrapporter alvorligt. Troværdige henvendelser om sårbarheder bekræftes inden for 3 hverdage. Bekræftede sårbarheder rettes hurtigst muligt, startende med den nyeste version, og en opdatering udsendes til understøttede versioner. Afhængigt af sårbarhedens alvor forbeholder FairSSL sig retten til at notificere alle berørte kunder direkte.

Da kildekoden er tilgængelig for inspektion, opfordrer FairSSL til ansvarlig rapportering af sårbarheder (responsible disclosure) direkte til info@fairssl.dk. FairSSL er ikke forpligtet til at reagere på automatiserede scanningsresultater, generiske henvendelser eller henvendelser, der betinger betaling for oplysninger.


14. Ansvarsbegrænsning

Løsningen sslbrain opsættes af kunden til at hente, installere og vedligeholde SSL/TLS-certifikater på kundens servere, samt hvor muligt overvåge og advare, når dette ikke lykkedes. Løsningen sslbrain må ikke bruges som den eneste overvågning af kritiske systemer eller tjenester, der ikke kan tåle nedbrud, da softwaren primært er et certifikatlivscyklusværktøj og ikke er designet til at overvåge eller vurdere systemers endelige driftstilstand.

Hvad FairSSL gør

FairSSL sikrer sslbrain gennem en redundant cloud-infrastruktur placeret i EU og ved at minimere mængden af data, der gemmes centralt. For at beskytte kundens interne infrastruktur er sslbrain designet til kun at benytte udgående forbindelser. FairSSL har ingen adgang til kundens servere, data eller private nøgler.

Alle sslbrain-opdateringer og integrationer, der er vurderet og godkendt af FairSSL, signeres kryptografisk med fysisk sikrede nøgler før frigivelse. Vurderingen af integrationen har til formål at sikre, at integrationen følger sslbrains standarder for håndtering af input og begrænser integrationens adgang til certifikatrelaterede operationer, hvor det er teknisk muligt. I sidste ende er det kunden, der beslutter hvilke integrationer der installeres og med hvilke indstillinger de anvendes. For at undgå utilsigtede hændelser opdateres sslbrain som standard ikke automatisk. Kildekoden er gjort tilgængelig for inspektion, så kunden selvstændigt kan verificere sikkerheden, inden softwaren tages i brug.

Hvad kunden gør

Kunden har det fulde ansvar for den lokale installation, herunder netværk, sikkerhed og adgangskontrol i eget miljø. Kunden beslutter selv, hvornår opdateringer installeres, og med hvilke indstillinger softwaren kører. Sikkerheden af kundens sslbrain-installation afhænger af sikkerheden af den server, den kører på. Hvis serveren kompromitteres af andre årsager, kan sslbrain ikke beskytte de data, der befinder sig på serveren.

Ansvarsbegrænsning

FairSSL er ikke ansvarlig for indirekte tab, driftstab, tabt fortjeneste, følgeskader, tab af data, regulatoriske bøder eller tab som følge af kundens brug af sslbrain. FairSSLs samlede erstatningsansvar er begrænset til det beløb, kunden har betalt til FairSSL inden for de seneste 12 måneder forud for den hændelse, der giver anledning til kravet. Denne begrænsning gælder ikke, hvor ufravigelig lovgivning foreskriver andet.

FairSSL er ikke ansvarlig for tab forårsaget af kundens infrastruktur, konfiguration, manglende vedligeholdelse, undladt opdatering, CA-beslutninger, brancheændringer eller tredjeparters handlinger.

Ved nedetid i sslbrain Cloud er kreditten efter sektion 11 kundens eneste krav. Den træder i stedet for erstatning og forholdsmæssigt afslag og kan ikke kombineres med andre krav. Free og Basic giver ingen kredit.

Brug med høj risiko

Løsningen sslbrain er ikke udviklet eller beregnet til brug, hvor en fejl direkte kan medføre død, personskade eller miljøskade, fx styring af medicinsk udstyr, våbensystemer eller flytrafik. Kunden vurderer selv, om sslbrain egner sig til kundens formål og lovkrav. Ansvarsbegrænsningen gælder uanset kundens branche.


15. Force majeure

FairSSL er ikke ansvarlig for manglende eller forsinket opfyldelse af forpligtelser, der skyldes forhold uden for FairSSLs rimelige kontrol, herunder naturkatastrofer, krig, terror, sanktioner, myndighedsindgreb, strejke, nedbrud hos CA'er, DNS-udbydere eller cloud-udbydere, større internetnedbrud, cyberangreb og strømsvigt.

Ved force majeure informerer FairSSL kunden hurtigst muligt og bestræber sig på at minimere konsekvenserne.


16. Persondata og DPA

FairSSL behandler personoplysninger i overensstemmelse med GDPR og den danske databeskyttelseslov. Vores fulde privatlivspolitik findes på en separat side: Privatlivspolitik.

En databehandleraftale (DPA) tilpasset kundens tier er tilgængelig i sslbrain Cloud-portalen efter login. For Enterprise-kunder indgås DPA'en typisk som led i den samlede aftale. Kontakt info@fairssl.dk ved spørgsmål.

Kunden er ansvarlig for indholdet af fritekstfelter (beskrivelser, notater, tags) i sslbrain. FairSSL fraråder at gemme personoplysninger, adgangskoder eller fortrolige data i fritekstfelter. Hvis sådanne data uploades eller synkroniseres til sslbrain Cloud (f.eks. via support-bundles), behandler FairSSL dem i henhold til privatlivspolitikken.

Sikkerhedshændelser

Vi varsler kunden uden unødig forsinkelse og senest inden for 48 timer, hvis en sikkerhedshændelse har påvirket kundens data eller tjenesten. En sårbarhed, der er lukket uden at have påvirket kundens data eller tjenesten, er ikke en hændelse.


17. E-mail-præferencer

Følgende meddelelser kan ikke fravælges: ordrebekræftelser, fakturaer, betalingspåmindelser, licensstatus, sikkerhedsadvarsler, kritiske opdateringer, brancheændringer der påvirker kundens certifikathåndtering, og sslbrain Cloud-driftsmeddelelser.


18. Opsigelse og dataeksport

Kunden kan opsige sit abonnement når som helst via sslbrain Cloud-portalen. Ved opsigelse løber abonnementet til udgangen af den betalte periode, hvorefter kontoen nedgraderes til det gratis tier.

Reglerne for suspension ved misbrug fremgår af sektion 4. Ved manglende betaling af en fornyelse gælder sektion 7 (Manglende betaling).

Da sslbrain er On-Premise software, har kunden altid fuld adgang til sine egne data direkte på sin egen infrastruktur. Lukning af sslbrain Cloud-kontoen påvirker ikke data, der allerede findes lokalt.

FairSSL kan blokere Cloud-trafik fra opsagte eller suspenderede konti.


19. Ændringer til betingelserne

  • Igangværende abonnementer: Ændringer varsles mindst 30 dage før ikrafttræden. Kunden kan opsige inden ikrafttræden.
  • Nye køb: Den version, der er gældende ved bestillingstidspunktet, gælder for den pågældende ordre.
  • Gratis tier: Ændringer til det gratis tiers begrænsninger varsles med mindst 90 dage.

For igangværende abonnementer gælder en ny version fra den varslede dato. Kunden får besked om den på e-mail og accepterer den ved næste login i sslbrain Cloud. Fortsat brug efter den varslede dato regnes også som accept. Automatisk fornyelse af certifikater og abonnement stopper aldrig på grund af en ny version, der venter på accept.

Den gældende version findes altid på denne side.

Overdragelse

FairSSL kan overdrage disse betingelser og tilhørende rettigheder og forpligtelser til en anden virksomhed i forbindelse med fusion, opkøb, omstrukturering eller salg af hele eller en væsentlig del af virksomheden. Kunden informeres om overdragelsen. Den overtagende part indtræder i FairSSLs forpligtelser over for kunden.

Kunden kan ikke overdrage sin licens eller konto til en tredjepart uden FairSSLs skriftlige samtykke.

Delvis ugyldighed

Hvis en bestemmelse i disse betingelser findes ugyldig eller uden retskraft, påvirker det ikke gyldigheden af de øvrige bestemmelser. Den ugyldige bestemmelse erstattes af en gyldig bestemmelse, der i videst muligt omfang afspejler den oprindelige hensigt.

Manglende håndhævelse

At FairSSL ikke håndhæver en rettighed eller bestemmelse i en konkret situation betyder ikke, at FairSSL har givet afkald på denne rettighed eller på at håndhæve bestemmelsen i fremtiden.

Fortsat gyldighed

Bestemmelser, der efter deres natur skal gælde efter aftalens ophør, forbliver i kraft. Det omfatter blandt andet licensbegrænsninger, ansvarsbegrænsning, tvistløsning, fortrolighed og forpligtelser vedrørende revokering og betaling af udestående beløb.


20. Tvister og lovvalg

Disse betingelser er underlagt dansk ret.

Tvister, der ikke kan løses ved forhandling, afgøres ved Retten i Randers som eneste værneting, også i sager, der efter retsplejelovens § 225 kunne anlægges ved Sø- og Handelsretten. Afgørelser kan ankes efter retsplejelovens almindelige regler.

For forbrugere gælder de ufravigelige værnetingsregler i forbrugerens bopælsland.

Forbrugerklager

Hvis du som forbruger vil klage over dit køb, kontakt info@fairssl.dk. Hvis vi ikke kan finde en løsning, kan du klage til Nævnenes Hus, Center for Klageløsning, Toldboden 2, 8800 Viborg via naevneneshus.dk.